Af Rasmus Kragh
Jeg er ikke uddannet i ernæring og sundhed, psykologi eller er træner for atleter, men jeg har haft en hverdag som eliteatlet og prøvet på egen krop hvad det vil sige at optimere sig selv til grænsen i jagten på toppræstationen. Jeg har følt presset for at levere resultater, både fra mig selv og omgivelserne. Jeg ved hvad jagten på guldet kan gøre ved en, og jeg forstår til fulde hvorfor man som atlet kan risikere at komme ud på et skråplan, hvor en ting som spiseforstyrrelser kan ende med at blive en realitet.
Vi snakker om spiseforstyrrelser i sportsverdenen. Personligt kender jeg selv både atleter der har haft problemer, og trænere der har haft med atleter at gøre som var ramt af spiseforstyrrelser.
En artikel udgivet af DR fortæller om en undersøgelse foretaget iblandt 1000 elitesportsudøvere indplaceret under Team Danmark, har vist at mere end hver sjette eliteatlet af de 417 som har svaret, er tenderende til at have disse problemer. 4,6% har endda svaret at de allerede er blevet diagnosticeret med en spiseforstyrrelse.
I artiklen udtaler psykologen Mia Beck Lichtenstein at der kan være to forklaringer bag tallene i rapporten:
”- Det kan både være, fordi elitesport tiltrækker folk, der er ved at blive syge med spiseforstyrrelse, og som søger ind i sportens verden, fordi de der kan få lov til at dyrke deres ekstreme fokus på mad, krop og vægt – Men det kan også være mennesker med en sårbarhed, som ender i nogle miljøer, hvor der er så meget pres på dem, at de bukker under og udvikler et forstyrret forhold til mad. Hvor eliteidrætten er den udløsende trigger. Det er ikke sikkert, at det var blevet udløst, hvis personen var gået en anden vej.”
Ekstrem optimering kan give ekstremt pres
Det jeg vil skrive om i dette indlæg, er ingen af de to nævnte grupper. Det har jeg simpelthen ikke stor nok teoretisk eller faglig indsigt til at udtale mig om. Jeg vil snakke ud fra min egen erfaring med ekstrem optimering, præstation og pres, og snakke om hvordan jeg tror at alle eliteatleter, uanset om man er forhåndsdisponeret for noget, må karakteriseres som specielt sårbar eller ej, kan ende et sted hvor spiseforstyrrelser potentielt set kan blive en realitet, hvis den sportslige ambition og det ydre og indre pres er stort nok, og tingene omkring atleten ikke er i balance.
Man skal huske på, at når man læser denne artikel, og synes at tallene virker høje, så skal man sætte sig i atletens sted. For atletens egen selvopfattelse af det optimale kropsideal er ofte fjernt fra det normale: For en eliteatlet der vil sin sportslige ambition og sætter den over alt andet, vil kropsidealet være det der er betonet af formålet – nemlig at toppræstere i sin sportsgren. Så her vil kropsidealet ikke nødvendigvis være at søge et bestemt udseende, fordi vedkommende spejler sig i supermodeller i damebladene og på instagram, det vil i stedet være at have kroppen der er optimeret til at yde maksimalt på en racercykel, i løbeskoene eller på håndboldbanen. Og vi skal huske på, at det særligt i nogle sportsgrene skaber naturlige fordele at være lettere end konkurrenterne.
Jeg har ikke selv været der. Heldigvis. Jeg har en god appetit og et hvad jeg ville betegne som meget sundt forhold til mad. Og så spiser jeg sundt, og har meget fokus på det. Men jeg har i perioder haft for meget fokus på det, og i nogle perioder har det også givet anledning til skæve tanker omkring kost og vægt, og en tilgang til mit eget kropsideal som må betegnes som værende stærkt afvigende fra normalen.
Når jeg ser tilbage, så må jeg erkende at det alt sammen er noget der har været mere normalt i mit hoved end jeg egentlig troede. Det har alt sammen været min virkelighed. Så hvis jeg havde været under Team Danmark for et par år siden, hvor jeg trænede mig op til at bestige Mount Everest uden medbragt ilt, så havde jeg sikkert været en af de seks med symptomer, hvis jeg havde besvaret et spørgeskema. Men som professionel bjergatlet har jeg hverken været tilknyttet en klub eller været indplaceret under noget specialforbund eller fået støtte fra Team Danmark. Min sportsarena har ikke været præget af hård konkurrence fra tusindvis af andre topatleter nationalt og internationalt, som jeg skulle måles og vejes med, og jeg har heller ikke skullet vise mig særlig meget frem i rampelyset i shorts og t-shirt, hvor folk kiggede på mig.
Jeg har været iført en stor fed vamset dundragt, som mest af alt ligner en sovepose med arme og ben, og jeg har opholdt mig langt væk fra alting ude på et iskoldt og øde bjerg. For mig har det kropslige fokus altså udelukkende drejet sig om at optimere min krop og fysik til grænsen for at jeg kunne nå toppen, og om det præstationspres der har fulgt med. Omgivelsernes forventninger til mig, men nok mest af alt mit indre præstationspres – mine egne skyhøje forventninger til mig selv. Havde jeg ikke haft et team af professionelle og dybt dedikerede folk omkring mig, som havde rådgivet og vejledt mig til at præstere, så havde korthuset formentlig væltet på et tidspunkt. Fordi jeg ikke havde haft nogen at støtte mig opad, som kunne komme med en ’second opinion’ når min tilgang til optimering, kost og træning, på den ene eller anden måde blev for ekstrem.
Jeg erkender blankt at jeg en gang imellem havde brug for nogle til at korrigere min kurs og rette den ind. Det var netop det der gjorde at min præstation blev så velafbalanceret som den gjorde, og at jeg gik ud og leverede en toppræstation og nåede mit mål: At jeg var god til at lede mig selv, være ærlig omkring min situation og eventuelle udfordringer, og var god til at bede og tage imod hjælp fra min personlige træner, mentaltræner, diætist og resten af mit team. Det var først noget jeg som atlet lærte at mestre, da jeg én gang for alle erkendte, at jeg ikke selv er den bedste til alt det der vedrører min præstation. På min bestigning af Everest var det mig selv der skulle tage alle de mange fysiske skridt på bjerget, men alt det der lå uden om, men alligevel var en væsentlig del af præstationen, det havde jeg brug for andres hjælp til.
Som eliteatlet går man til grænsen. Man optimerer til grænsen af det mulige i alle henseender, for at hente de sidste procenter i jagten på toppræstationen. Optimerer sig selv; sin krop, fysik, teknik, psyke – og optimerer alt det der er rundt om det rent sportslige, men som også er nødvendigt for at toppræstere på sportsarenaen; personlige forhold, rammer, kommunikation og økonomien. Med andre ord, så optimerer du altså hele vejen rundt om dig selv som menneske – 360 grader – for at du kan præstere optimalt på sportsarenaen (læs mere om mine tanker omkring 360 grader her) Og det er simpelthen fordi at elitesport på topplan, ikke længere bare er noget du dyrker i din fritid. Det er en altomfavnende livsstil. Det er din identitet, og derfor er det altså ikke bare nok at fokusere på sportsbanen for at levere resultater. Det er alle dele af dit liv som skal optimeres, spille sammen, og understøtte din sportslige præstation. I hvert fald hvis du vil række ud efter stjernerne.
I mine unge år som eliteløber på juniorlandsholdet i orienteringsløb var jeg selv på et Team Danmark arrangeret kursus i kost og ernæring, og jeg havde min mor med, fordi jeg dengang fortsat boede hjemme hos mine forældre. Dengang var mine forældre en stor og vigtig bestanddel af det fundament under mig, som gjorde at jeg kunne fokusere på min sport og præstere optimalt til konkurrencer og mesterskaber. Efterfølgende lærte mine forældre mig, i samarbejde med mig selv og Team Danmark teamet omkring juniorlandsholdet, hvordan jeg selv skulle tage ansvar for at gøre tingene rigtigt hvis jeg ville præstere på den lange bane som eliteatlet. Jeg tror med andre ord på, at dannelse og uddannelse også er en vigtig ingrediens i at forstå hvordan en sund og bæredygtig tilgang til toppræstationer ser ud.
Går man til grænsen, risikerer man at falde ud over den
Når man går lige til grænsen, går helt ud til kanten, så skal der heller ikke ret meget til før man risikerer at falde ud over. Som eliteatlet bevæger du dig på en knivsæg, og det er en hårfin balance om du formår at holde dig deroppe eller om du falder. Det er en konstant og vedvarende balanceøvelse, som du dyrker imens du er på topniveau. Jo højere et niveau du har som atlet og des større konkurrence du er udsat for i din respektive sportsgren, jo større er præstationspresset forventligt også og dermed også skarpheden på den knivsæg hvorpå du balancerer.
Det kræver både viden generelt og om sig selv, at kunne lede sig selv som topatlet. Skal du præstere og levere resultater på sportsarenaen kræver det alt af dig, og derfor er der heller ikke overskud til at du kan være den bedste til at vide alt om alt det der er rundt om. Det er derfor en topatlet har et team. Trænere, behandlere, rådgivere, sportspsykologer, ernæringseksperter, mv. Allesammen folk der er eksperter indenfor hver deres felt og kan hjælpe atleten til at præstere når der skal præsteres, men lige så vigtigt – at navigere og “holde balancen” i dagligdagen. Ingen hjælp er dog stærkere end den indsigt som vedkommende har. Det kræver derfor altsammen at en atlet er og tør være ærlig. Og ligesom jeg gjorde, accepterer og erkender at vedkommende selv ikke er den bedste til alt. Man er aldrig sin egen bedste træner. Uanset hvor meget teoretisk viden man har eller hvilken uddannelse man har taget. Det at kunne betragte sig selv og sin situation i et objektivt lys, og tage de helt rigtige beslutninger, vil man meget sjældent selv være den bedste til. Måske når det gælder om at vælge retning i sit liv, eller vurdere hvad man kan lide eller ikke kan lide at putte i munden. Det er følelser og mavefornemmelse. Men når det handler om hvad der er bedst set i et sportsligt præstationsmæssigt perspektiv, så er der andre som er bedre til at skille skidt fra kanel og skære ind til benet. Andre der har erfaring i at arbejde med andre topatleter, hvor vejledning er baseret på resultater, evidens og forskningsresultater. Hvor et indre følt præstationspres må betragtes som værende skåret fra, og der istedet kigges på sandsynligheden for at levere resultater, sammenholdt med hvor bæredygtig retningen er for topatleten. Sådan bør det i hvert fald være.
Det handler om balance. Og den skal der ærlighed og den rette vejledning til at skabe. Ærlighed fra atleten overfor sig selv. Hvor står jeg, hvor er jeg på vej hen, og har jeg det godt? Og overfor sine trænere og rådgivere. Hvad er status lige nu, hvad er den kortsigtede og langsigtede målsætning, og er retningen bæredygtig?
Men hvem har en motivation i at atleten lykkes?
Ofte hviler samfundets øjne på topatleter, som bliver hyldet og anerkendt hvis de vinder guld. Trænere og andre med en stor aktie i atletens præstation, nyder også godt af det. Er der penge på spil, kan dette også være en ekstra motivationsfaktor til at presse citronen en anelse mere.
Som topatlet er du enormt sårbar. Du har en vis grad af viden, en stor selvindsigt, og kender dig selv til fingerspidserne. Men som førnævnt er du ikke selv eksperten. Du er til gengæld afhængig af eksperter for at guide og rådgive dig til at præstere. Og du lytter, for du er villig til at gøre hvad end der kræves for at opnå dit fulde sportslige potentiale som atlet. Det er jo dit liv vi snakker om. Din identitet. Dit kald i tilværelsen.
Derfor har teamet omkring atleten en enorm magt over atletens præstation, men også over atletens ve og vel.
Der hviler et stort ansvar på skuldrene af teamet. Og det gælder både teamet i alt det sportslige, men i lige så høj grad i alt hvad der har med rådgivning af kommunikation, management, økonomi og sponsorer at gøre.
Presses atleten for meget, med henblik på at levere resultater på den korte bane, så kan det godt være at det går godt første gang. Og måske er der nogen som har sået og høster af det, og derefter kan gå glade hjem. Men for atleten er det begyndelsen på et skråplan, og bliver der ikke rettet op og skabt balance i tide, så er det blot et spørgsmål om tid før atleten knækker. Og her er en af de mange ting der kan gå skævt tilgangen til kost og ernæring, hvis det er et område hvor citronen er blevet presset for meget i for lang tid, eller hvis fundamentet ikke allerede er til stede hos atleten i form af dannelse og uddannelse i forvejen.
Når man bevæger sig på kanten – og det er fuldstændig nødvendigt hvis man vil levere topresultater, så er det svært ikke en gang imellem at snuble og falde ud over. Spørgsmålet er bare om man når at gribe fat, nogen rækker hånden frem og hjælper en op, eller om man styrter imod afgrunden i frit fald.
I mine øjne er det fuldstændig uundgåeligt ikke at snuble en gang imellem når der er skyhøje præstationer og store forventninger på spil.
Spørgsmålet er bare om man har et støtteapparat – et team – som kan nå at gribe dig i tide, eller man som atlet selv er i stand til at rette kursen før det er for sent.
